Jørgen foreslog at vi skulle prøve at slå den nuværende rekord for ud-og-hjem 500 km. Vejrudsigten og de forskellige modeller var meget positive, så forsøges det skulle det i hvert fald. Morgenen efter tog Jørgen og jeg ud for at forberede VBJ. VBJ står opspændt på Tocumwal flyveplads sammen med en anden Arcus M, IAR. Tocumwal blev anlagt under Anden Verdenskrig, hvor den var den største flyveplads på den sydlige halvkugle. Flyvepladsen blev brugt til træning af bombefly, hvilket gør at banerne er ret store. Der er stadig nogle hangarer fra den gang, men de er ved at falde sammen. Der er to asfalt baner og to græs. Banerne går nord/syd og vest/øst.
På flyvepladsen er Ingo Renner instruktør. Ingo Renner er tidligere fire gange verdensmester og 19 gange australsk mester. Han har endda fået en vej opkaldt efter sig inde i byen!
Nå, men tilbage til flyvningen. De fik tanket VBJ op med 80 liter ballast, og dermed op på MTOW. Hen omkring middag var temperaturen kommet tilpas højt nok op til at udløse termik.
Dagen bød på tørtermik og et lag af cirrusskyer. Flyveskolen fra Sport Aviation var allerede i gang med at flyve da vi startede. Boblerne var meget svage og vi havde svært ved at stige. Derfor blev vi nødt til at smide vandet. Vi fløj hen til et andet svævefly, som kurvede men han lød ret forskrækket på radioen. Det viste sig, at han aldrig havde kurvet med et andet svævefly. Mens vi kurvede lykkedes det os også, at stige fra Ingo Renner som fløj i en Blanik. Det var i øvrigt den første Blanik, som måtte flyve igen efter en TN eller lign.
Vi fik tærsklet ud, men vi var godt klar over at det ville blive svært at slå Danmarksrekorden. Lige nord for Tocumwal er der en del rismarker. Dvs. fugtige områder som vi undgik og fløj efter de tørre sorte marker. Termikken var ikke det jeg havde forventet. Den bedste boble var på 2,8 m/s og gik til omtrent 5600'. Vi mødte ikke meget termik på vejen mod vendepunktet, så vi gled stille og roligt afsted. Vi mødte heller ikke andre fly. Det der gjorde indtryk på mig var, at det var meget meget øde deroppe. Ikke lige et sted man ville udelande. Oppe nordpå var der en kontrolleret markbrand, som reddede os og vi valgte at vende om, da tiden var ved at løbe fra os. På vejen hjem fik vi kurvet med fem store rovfugle, som vi mødte i 500 m AGL. Det var den sidste rigtige termikboble vi havde. Resten af termikken bestod af kontrollerede markbrande. I en af dem mødte vi endda en rovfugl, hvilket undrede os lidt fordi det lugtede meget af røg. Måske var den lidt doven. Cirruslaget var nu meget tykt, og der var ikke meget mere termik at give af. Vi landede på flyvepladsen ved 18:30 tiden.
Arcus'sen er meget let fløjet, og krænger dejligt hurtigt. Hurtigere end en 18-meter. Komforten er også i top og det er vigtigt, når man flyver langt.
Det blev til omkring 330 km med 75 km/t.
http://www.onlinecontest.org/olc-2.0/gliding/flightinfo.html?dsId=3473158
Dagen efter mødte jeg ejeren af Arcus'sen IAR. Da han hørte vi fløj dagen før sagde han til mig "you're desperate". Det tror da pokker, når man ikke har fløjet i fire måneder!
Nu var vejret ikke det bedste den dag vi fløj, men vejret hernede plejer at være godt. Af den grund kan de heldige, som skal flyve JWGC2015 i Narromine godt glæde sig! Jeg er i hvert fald misundelig ;)
Her er lige nogle billeder.
Mvh. Grove
 |
| Kort før start |
 |
| Start |
 |
| Cockpittet i knob/fod enheder. Dog undtaget variometeret. |
 |
| Den pæne Arcus vingetip |
 |
| Ødemarken |
 |
| En lille del af flyvepladsen |
 |
| Arcus vingen med dens store luftbremse |
 |
| Helle skulle også lige have en tur. |
 |
| Murray River som er den største flod i Australien |
